ÅBENT VÆRKSTED - OPLEV KUNSTNERE ARBEJDE MED PERGAMENTFREMSTILLING OG TRYK PÅ PERGAMENT

dato - 19. maj til 25. maj

Lis Wuisman Jørgensen

Lis Wuisman Jørgensen (f. 1959) fra Bjerringbro, er pergamentmager og billedkunstner. Hun arbejder ofte med foto, grafik og mixed media, og har gennem det sidste årti udviklet metoder til formpres og grafiske tryk, fotogravure på pergament, og mikser tryk, akvarel, blyant, farvepigmenter og akrylmaling på papir og lærred.
Hun har gennemført uddannelser på Århus Kunstakademi på Afdelingen for blandform samt på Institut for Unika på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, og er i øjeblikket i gang med en Master i Innovation og kreativt læringsdesign fra Ålborg Universitet.
Kunstneren har udstillet hos bl.a. Århus Kunsthal, Galleri Hindhede i Middelfart, Kulturspinderiet i Silkeborg, Viborg Kunstforening, Janusbygningen i Tistrup, Kunsthallen Brænderigården i Viborg, Silkeborg Kunstnerhus samt på de censurerede Charlottenborgs Forårsudstilling, Kunstnernes Sommerudstilling, Kunstnernes Efterårsudstilling, Kunstnernes Påskeudstilling. Hun har haft separatudstillinger hos bl.a. Galleri Art E Factum i Ikast, Galleri Lisse Bruun i København, Galleri Pagter i Kolding og Stensalen på Kunstindustrimuseet i København.
Derudover har hun modtaget flere legater fra bl.a. Statens Kunstfond, Knud Højgårds Fond, Ellen og Knud Dalhoff Larsens Fond. Hun har fået tildelt værkstedsophold på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, deltaget i forskellige projekter og udført udsmykningsopgaver.
Lis Wuisman Jørgensen har været ansat som koordinator på afdelingen for billedkunst og design på Kulturskolen i Viborg siden 2007, hun har været medlem af censorkorpset til De tekstile fagseminarier, og været tilknyttet afdelingen for blandform på Århus Kunstakademi.
Hun er medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF), Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS) og KUNSTFORUM VIBORG.

CV

I forbindelse med sin udstilling HIDDEN i Kunsthal vARTe. Har pergamentmager og billedkunstner Lis Wuisman Jørgensen valgt at invitere en række gæstekunstnere til at deltage.
D. 19. 22. 24. og 25.maj, er det således muligt for besøgende at komme og se de forskellige kunstnere arbejde med pergamentfremstilling og tryk på pergament.

 

De deltagende gæstekunstnere er:
Hanne Thyholt (Norge): Store værker med hud, hinner og latex. Læs mere på Facebook under ”Lonebekken Kraftstasjon”
Laila Stemmler Hansen (DK): Tavler med præget skrift af indfarvet vegetabilsk kernelæder. Læs mere på www.stemmler.dk
Lærke Wuisman (DK): Portrætter i oliemaleri på lærred og krydsfiner. Læs mere på www.lwuismanb.wixsite.com/laerke-wuisman
Katrine Barbro Bendixen (DK): Lysskulpturer i svinetarme. Læs mere på www.studiokbb.dk
Fanny Antonsdöttir & Dögg Gudmundsdöttir (Island): Fiskeskindslamper - UGGI LIGHT. Læs mere på www.doggdesign.com
 

Hanne Thyholdt fra Lindesnes i Norge arbejder med hud og hinder. Hun er fascineret af materialet skønhed, dets skrøbelighed, men også dets styrke, dets usynlighed, men også nødvendighed, dets transparenthed og forgængelighed. Materialet definerer den klare grænse for det der er indenfor og udenfor.
Hanne Thyholt arbejder med tarme af svin, får og sæler, som tørres, klippes op og sys sammen med små sting. Desuden støber hun tynde hinder af naturgummi, som sys sammen.

Laila Stemmler Hansen fra Rødding arbejder fortrinsvis med prægning og vådformning af vegetabilsk garvet kernelæder og vegetabilsk garvet anilinlæder, hvor der eksperimenteres med udtryk, funktion og stabilitet.
Lige fra boliginteriører, hvor balancen mellem den fysiske funktion og
stimulering af sanserne er omdrejningspunktet, og til unika kunst, hvor mønstrene og strukturerne oftest fremkommer af en personlig tolkning af begreber, stemninger eller noget helt personligt i samspil med den ydre form - som kontrast eller understregning.
Hun er fascineret af læders plasticitet, som giver mulighed for at arbejde både i to- og tredimensionelt.

Lærke Wuisman interesserer sig for mennesker, psykologiske mekanismer og livets potentiale, samt for samspillet mennesker imellem samt adfærdsmønstre hos os mennesker og de dyr vi deler planeten med.
Hun finder inspiration i naturen og kulturens gensidige påvirkning af hinanden – især den moderne livsforms indvirkning på mennesket og det globale miljø.
Som billedkunstner arbejder hun med blækpen, collage og oliemaleri, og skaber hovedsageligt portrætter.

Kathrine Barbro Bendixen bor i København og uddannet fra Design Academy Eindhoven. Hun eksperimenterer med materialet og former det med sine hænder. Hun foretrækker at arbejde med materialitet, og fokuserer på at sætte den i en ny og ukonventionel kontekst. Derfor definerer hun også sine værker som skulpturer i feltet mellem kunst og design. Ved at skubbe til materialets grænser, skaber hun en serie af usædvanlige, men smukke lysskulpturer lavet af ko-tarme. Lysskulpturerne er varierende i størrelse, men alle med en unik, organisk form. De kan placeres på gulvet, på væggen eller hængende fra loftet. Den del af tarmen som kunstneren anvender bliver ikke længere solgt som en typisk fødevare, hvilket giver mulighed for et ansvarligt og bæredygtigt materiale. Når tarmen er tørret, bliver den fast og holdbar, hvilket gør det til et alsidigt og stærkt materiale.
Ved at undersøge og eksperimentere, har Kathrine Barbro Bendixen fundet en kærlighed til dette materiale. Derudover skaber den naturlige farve og marmoreringen en interessant kontrast, når tarmen er tørret og sat op mod en lyskilde. En smuk tekstur, som på ingen måde bærer præg af tarme. 


 

Læs mere om udstillingen her