dato - 5. november til 27. november
Fernisering - 5. november 15:00 til 17:00
Finissage - 26. november 10:00
Vivi Linnemann (f. 1962 i Aalborg) er selvstændig billedkunstner. Hun bor i Kolding sammen familien, men har arbejdet og været bosat i Schweiz siden 2011. Hun har bl.a. udstillet på Skulptur Biennalen i Kongens Have i København, Brandts i Odense, Kunstnernes Sommerudstilling i Janusbygningen i Tistrup, Galleri NB i Viborg, Udstillingsstedet SPANIEN 19c i Aarhus, Galleri 1900 og Galleri Esplanaden3 samt på Kunstnernes Efterårsudstilling i København. Derudover har hun haft adskillige udstillinger i Schweiz, Østrig og Tyskland.
Hun har efteruddannet sig bl.a. på Det Kongelige Kunstakademi i København, Ignatius Billedkunstskole, Image Factory i Amsterdam, Center for Creative Imaging Maine, USA, Berkeley Extension, Center for Electronic Art i San Francisco og San Francisco Art Institute i USA.
Linnemann er medlem af BKF, IAA International Association of Art, ProKK, Sculpture Network og Künstlervereinigung Zürich Schweiz.
Vivi Linnemanns værker er foranderlige. De ændrer sig alt efter lyset, omgivelserne og viklen hvorfra man betragter dem. De farverige skulpturer og installationer, tilhører en nyere skulpturgenre indenfor den konceptuelle samtidskunst, som man ikke så ofte støder på – endnu.
I forbindelse med sit ophold i Kunsthal vARTe har hun inviteret spændende gæster fra blandt andet Schweiz og Tyskland til at deltage.
Vivi Linnemanns skulpturer egner sig godt til det offentlige rum. Blandt andet på grund af de ofte betragtelige dimensioner og det vejrbestandige materiale, der spænder fra PVC over stål og akryl til faconsyet skumplast og forskellige kunststoffer.
De moderne, organiske, tredimensionelle skulpturer, med akrylglassets lysende effekt, skaber ligeledes en fin kontrast til omgivelserne, hvor også de farvede skygger som regel er en stor del af værket.
Uanset om værkerne er i naturen eller i byrummet, så inddrager de det rum, hvori de er placeret, og samtidig tilføjes noget nyt til omgivelserne. Som beskuer bliver man draget, man får lyst til at komme nærmere, se og føle.
I 2009 var Linnemann på et efteruddannelses ophold på det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Ved et tilfælde blev hun introduceret til skolens plast laboratorium. Skønheden i akrylens intense farver, styrken, lyset, de mange nye muligheder der opstod, overrumplede hende og hun blev forelsket i materialet.
”Arbejdet med de såkaldt nye materialer, er en opdagelsesrejse. For ingen ved hvad materialet kan og hvor længe de holder. Det handler om at arbejde med de muligheder der opstår, fremfor at kæmpe mod forandringer, der alligevel ikke kan styres.
Selve ideen med at arbejde med akrylglas i det offentlige rum, er udsprunget af nysgerrighed og lyst til at udfordre "plejer". Så vidt jeg ved arbejder ingen andre kunstnere på netop denne måde. Jeg er taknemmelig for at have fundet min niche. Det giver frihed”, siger hun.
De sidste 5 år har Linnemann arbejdet med kunst i det offentlige rum i Schweiz. Et land hvor man tager tid og planlægning meget seriøst, og hvor der hersker ro og orden. En af grundene til at det er lykkedes for hende at slå igennem der, mener hun selv er fordi hun har kunnet gå ind på deres præmisser, hvad angår tid.
Begrebet TIMEBOX kommer fra IT-verdenen. Ved hjælp af tidsintervaller afgrænses fokus på et projekt. Man bliver ved til man er færdig, men arbejder i aftalte og skemalagte tempi. Et forsøg på kontrol af noget der muligvis er ukontrollerbart.
Tanken med at invitere gæsteudstillere er da også, at de får en lille kasse tid, som de kan bruge på hvad de vil. Linnemann er ofte selv blevet inviteret med til udstillinger, symposier og kunstneriske sammenhænge i Schweiz, og hun synes det har været meget berigende og inspirerende.
De inviterede er kollegaer, der arbejder indenfor forskellige kunstneriske områder, bl.a. film, musik, billedkunst eller andet. Mere information følger. Følg med på www.varte.dk
INVITEREDE GÆSTER
Pernille Bévort, saxofonist og komponist fra København, www.pbevort.dk
Irene Anton, installationskunstner fra Berlin, www.irene-anton-design.de
Charlotte Petersen, installationskunstner fra København, www.charlottepetersen.dk
Lucia Cavegn, kurator og kunsthistoriker fra Schweiz, www.kunstweise.ch/Portrait-Lucia-Cavegn.html