dato - 5. december til 29. december
Fernisering - 5. december 11:00 til 17:00
Arne Rasmussen (f. 1962 i Flensburg) er en tysk kunstfotograf. Han har boet i Danmark siden 1984 og fik sit gennembrud som kunstfotograf på Den Frie Udstillingsbygning i København i 1995.
Arne Rasmussen er bl.a. repræsenteret på Museet for Fotokunst i Odense og på Danmarks Fotomuseum i Herning.
Berit Kyed (f. 1952 i Sønderborg). Hun flyttede til Faaborg i 1984 og har tidligere arbejdet som bankassistent i Faaborg Sparekasse mange år. Hun begyndte at male i 2003, for at bearbejde en voldsom oplevelse, der vendte op og ned på hendes liv.
Berit Kyed har udstillet på gallerier og udstillingssteder i hele landet, og er bl.a. tilknyttet Galleri Clifford ved Vejle, Galleri 7 i Skagen og i Frederikshavn.
Det er alvorlige emner, der er på december måneds program i Kunsthal vARTe. Der lægges nemlig op til at reflektere lidt over livet og tilværelsen, når vi viser Berit Kyeds malerier af ærligt portrætterede mennesker - helt uden filter, og Arne Rasmussens melankolske kunstfotografier, der efterlader os et ukendt og mystificeret sted langt fra civilisationen.
BERIT KYED - Slip de stærke følelser fri
Når man betragter Berit Kyeds malerier, akvareller og pasteller er det påfaldende hvor lidt der egentlig er brug for ord. I Berit Kyed brænder der en passioneret ekspressionist, der har meget på sinde. Her tales der direkte fra hjertet, med bred pensel, store armbevægelser og farver der glæder, provokerer og afsøger grænser. Motivet er temaet - det betragtende, tavse menneske. Hele paletten er i spil - glæde, sorg, fortvivlelse, affektion, kærlighed, livet og døden.
Berit Kyeds altovervejende motiv er menneskekroppen. Menneskekroppen, ikke kun bogstaveligt talt klædt af til skindet, men også uden afværgende parader af nogen slags. Nøgent og sårbart, men også med et trodsigt livsmod i de intense øjne. Stærke, bange, eftertænksomme, vrede, afklarede. Mennesker.
Berit Kyeds malerier er udpræget ekspressive. Penselstrøgene er kraftfulde og lidenskabelige, på samme tid både stærke og sårbare som de mennesker, de former. Farven er også vigtig. Berit Kyed opererer med et gennemgående modsætningsforhold mellem blå og røde farver, medieret og holdt på plads af den grønne. En farvevirkning, der har to betydningslag. Det ene er den symbolske. Som hos så mange andre kunstnere gennem historien er den røde farve også for Berit Kyed kærlighedens og det udadvendte temperaments farve. Den blå derimod udtrykker indadvendthed, melankoli eller sorg, alt efter konteksten. Sat sammen indgår de to farver i en dialog, hvor skiftevis det ene aspekt eller det andet har overtaget. Et ansigt med nedadvendte øjne og læber registreres som udtrykkende afmagt og apati, en nøgen kvinde med kroppen i en dynamisk s-kurve er derimod spillevende og fuld af livsvilje. Spontant påførte røde streger, der iler over den adrætte krop, understreger kraftfuldheden, mens det førnævnte melankolske ansigt er på vej til at forsvinde ind i et altopslugende mørke.
Udover farvens symbolske værdi har den imidlertid også en ren kompositorisk. Malerierne skal hænge sammen, så der opstår en dynamisk balance mellem enkeltdelene. Hvis dette ikke er på plads, kan man have nok så meget på hjertet, for så forsvinder budskabet i teknisk inkompetence. Heldigvis forstår Berit Kyed kunsten at stykke et maleri sammen, så der fremkommer en sund og energisk dialog mellem lys og skygge, mellem stærkt ekspressive streger og roligt afsatte konturer, mellem linjeføring og farveflade og mellem kolde og varme farvetoner. Det lykkes faktisk i en sådan grad, at der er en meget stor variation i intensitet mellem de forskellige malerier. Nogle virker roligt mediterende, andre stærkt smertefulde og andre igen med et overskud af sanselig glæde.
Det er intensiteten og den store variation i registeret af menneskelige følelser, som er styrken i Berit Kyeds malerier. Vi genkender os selv. Genkender den sorg og smerte, apati og følelse af tab, vi alle har haft, men også den livsglæde og indre styrke, som gør, at livet trods alt, nu og til alle tider, går videre.
”Noget af det, jeg skildrer er store menneskelige tab og afmagt, og det at være udenfor samfundet, helt udenfor. Der kommer folk ind og kigger og siger, at det kender de godt, for de har været der selv. ’Fattiglemmerne’, som jeg maler, har mistet alt, selv deres personlighed. De er umenneskeliggjort”, siger kunstner Berit Kyed.
Efter flere år med søgen og eksperimentering har jeg fundet mit eget udtryk. Det jeg ønsker er at udtrykke stemninger og følelser. Slip de stærke følelser fri! Det er overskriften i mit liv og i mine værker.
ARNE RASMUSSEN - Fra repræsenteret virkelighed til selvstændig billede
I Arne Rasmussens univers præsenteres vi for naturens skønhed gennem æstetiske sort/hvide fotografier.
Om selve den fotografiske proces, siger han flg.: "Hvis en høne skulle male ville den male ved at kaste sine fjer", siger den franske psykoanalytiker Jacques Lacan. Et fotografi maler tilsvarende med selve den virkelighed den registrerer - dvs. tingene. Når et fotografi "maler", kaster det virkeligheden bort, ligesom hønen kaster sine fjer. Det fotografiske billede der opstår er med andre ord en overskridelse af den registrerede virkelighed.
Det er det grundforhold Arne Rasmussens fotografiske arbejder tager udgangspunkt i, nemlig at "fotografi er en malen med virkeligheden, ved netop at kaste den samme virkelighed bort". Det fotografiske billedes æstetiske funktion gør virkeligheden til billedets horisontbaggrund.
"Hvis der ikke var nogen virkelighed, var der ikke noget der hed fotografi, ligesom vi ikke kan fotografere de indre mentale billeder, siger Arne Rasmussen. Det fotografiske billede eksisterer som noget hinsides både det virkelige og det fiktive. Dette hinsides er det fotografiske billedes konkrete æstetiske funktion.
Det fotografiske billedes konkrete æstetiske funktion har sin egen tid, eller billedtid, som den tid der varer så længe beskueren engagerer sin virtuelle krop i dette billedrum.
Den revolterende kunstbegivenhed, som det fotografiske billede repræsenterer, er at beskueren af dette særlige objekt kaldet fotografiet på den ene side engagerer sin virtuelle krop i samme "virkelighedens sfære" som han fysisk befinder sig i og på den anden side engagerer han den samme virtuelle krop i det fotografiske billedes egenstændige billedrum.
I et digt lyder sætningen: at kærligheden er en lille sten, der ligger og ler i solen, og man leder forgæves, hvis man heri søger stenens arketypiske symbolik. Det samme gælder Arnes billeder. Tingene - de affotograferede genstande - er ikke symboler eller psykiske projektioner. De fotografiske billeder afdækker hver især det unikke øjeblik, hvor beskueren "ser" og i et nærmest forsvindende øjeblik stor billede og beskuer lige over for hinanden og ses.
Arnes fotografier er malerier af lysets sorte og hvide gevandter, hvis bølgen sender øjet ud på en odysse til de forføreriske toner af de virkelige tings fatale sirenesang.
Så slip for juleræset for en stund – kig ind i Kunsthal vARTe og reflektér lidt over livet og tilværelsen.