'MODSÆTNINGER' af Sólvá G. Olsen & Ulla Birk

dato - 5. november til 29. november

Ulla Birk

Ulla Birk er født og opvokset i Jylland, flyttede til Fyn som 32-årig og bor nu på Sjælland. Hun er uddannet folkeskolelærer, har læst psykologi i 4 år, og periodisk arbejdet sig som arkitekt. Ulla Birk har fungeret som medarrangør af events, hun har deltaget i diverse kunstkurser og kunstundervisning, og har selv undervist i billedkunst.

Sólvá G. Olsen

Sólvá Gunnarsson Olsen modtog fra 1992 undervisning af multikunstneren Baukje Zijlstra. Undervisningen blev afsluttet med afgangscensur i billedgestalt i 1999. Sólvá G. Olsen er tilknyttet Galleri Tornby, Tværsted i Nordjylland og Galleri Krebsen, Studiestræde i København. Hun har haft flere udstillinger i ind og udland, herunder Biennale i Firenze 2011, Art Nordic, Øksnehallen i København og Hillerød Kunstmesse. Sólvá G. Olsen er medlem af Esbjerg Kunstdage og Kunstrunden Sydvestjylland.

MODSÆTNINGER er titlen på november måneds udstilling, både fordi de to kunstneres værker er meget forskellige i udtrykket, men også fordi de begge arbejder med modsætninger i deres kunst.

 

Sólvá Gunnarsson Olsen er født og opvokset på Færøerne, med stærke farver og skiftende lys, hvilket præger hendes kunst. Hun placerer ofte de rene farver op mod deres farve-modsætninger, hvorved de kommer til at fremstå endnu stærkere.

Hun fortæller flg. om sin kunst:

”Jeg arbejder mest intuitivt og ved derfor ikke hvor mit billede ender. Oftest bærer det præg af den færøske natur og ender et sted mellem abstraktion og landskab, iblandet havets dybde og de høje klippers jordnære virkelighed. Oplevelsen ved at sejle langs med de høje klipper og høre havets brus samt indtrykket fra alle de fantastiske farver og former.

Jeg kan også godt lide, at eksperimentere med collager af forskellige materialer – stof, skind, reklamer og malet papir. Jeg har i mange år undervist i syning med stof, skind, pels og patchwork.

Jeg har modtaget undervisning af multikunstneren Baukje Zijlstra, hvor der blev eksperimenteret med billedsyning – lag på lag – forskellige sting og forskellig tråd. Collage med al slags pap og papir. Malet på papir, rive det i stykker og sætte det sammen igen.”

 

Ulla Birk, der bor og arbejder på Sjælland, tror på at alt består i kraft af hinandens modsætninger.

Om tankerne bag sine værker, fortæller hun:

”Som så mange andre mennesker har jeg gennem livet søgt en forklaring på ”meningen med det hele”.  Min søgning har ført mig vidt omkring, men specielt har jeg interesseret mig for astronomi og astrofysik. Einstein sagde på et tidspunkt: ”er det enkelt og smukt, er det nok sandt”. Det tror jeg på, og så tror jeg på, at ”tingene” består i kraft af hinandens modsætninger. Der er intet ”op” uden et ”ned”. Der er sort (som sluger alle farver), der er hvidt (som afviser alle farver) og uendelig mange nuancer derimellem. Og så tror jeg på, at kærlighedens kraft er den stærkeste kraft i universet.

Jeg har altid tegnet og malet, en overgang arbejdede jeg også med ler. Mine billeder udtrykker ovenstående søgning, og har dermed ændret sig gennem livet. Nu er jeg kommet til en afklaring, og det udtrykker mine billeder også. Jeg er meget visuel, ser verden i billeder, og ser inspiration overalt. Jeg føler jeg bare kan male og male.”

Så kig ind i Kunsthal vARTe i november måned og se hvad der sker når modsætninger mødes.