Lars Lundehave Hansen: THIS IS SOUND ART!

dato - 3. august til 29. august

Fernisering - 3. august 14:00

Lars Lundehave Hansen

Lars Lundehave Hansen (f. 1978), der bor og arbejder i København, har markeret sig som en af Danmarks visionære lydkunstnere. Han har, gennem snart to årtier, udforsket lyd i værker, der har benyttet greb som eksempelvis konkret visualisering af lyd eller brug af fejlkilder og kortslutninger som lydmateriale. De fysiske og tekniske eksperimenter er centrale, bl.a. i de konkrete visualiseringer af lyd, som peger tilbage til nogle af lydkunstens pionerer i deres ambition om at forene det skulpturelle med det instrumentelle.

Kunstneren tog sin afgang på Det Jyske Kunstakademi i 2006 og har siden haft flere solo og gruppeudstillinger i både København, Helsinki, Delhi, Glasgow, Venedig, Berlin og Madrid.
Han har for nyligt lavet en permanent installation til Augustenborg Slot, og gennem de sidste ti år har han udført adskillige live præsentationer i forbindelse med sin lydkunst.
Lars Lundehave Hansen har modtaget flere priser og arbejdslegater fra Statens Kunstfond, og er medlem af Billedkunstnernes Forbund, Kunstnersamfundet og Dansk Komponist Forening.

CV

 

I august måned står der lydkunst på programmet når lydkunstner Lars Lundehave Hansen rykker ind i lokalerne i Spigerborgade.

De udstillende værker skal vidne om spændvidden i hvordan den samtidige lydkunst opererer.
Besøgende bliver præsentret for de forskellige greb der anvendes, og de former lydkunsten kan antage – fra den brusende andægtighed til de små bevægelser.

Værkerne skal opleves med kroppen!
Lydkunst fokuserer naturligt nok på lytning, dog oftest i en passiv form. Men da vi ikke kun er ører, vil kunstneren gerne inddrage hele kroppen i oplevelsen af sine værker, ved at arbejde med lyden som fysisk format med øget volumen – forstået både som lydtryk, men også som skala. Med andre ord vil kunstneren gerne udforske lydkunsten som et kropsligt medie, hvortil han siger: ”Kunst bør ikke kun være noget, man betragter eller oplever på afstand – man bør nærmere være i kunsten eller omsluttet af den. Noget lyd netop er særligt egnet til.”

Udstillingen vil bl.a. bestå af værker, der viser hvorledes lydkunst kan komme til udtryk som grafisk visualisering, elementær fysik og skulpturel installation.

Værkerne er som udgangspunktet ikke skabt med et specifik æstetisk formål, men mere som et forsøg på at opfylde det fulde potentiale for en individuel idé om et fysisk, auditivt værk. Og der skal være plads til at hvert værk kan trække i sin egen retning.

”Jeg stræber, i mine installationer, efter en ubestemt tid, hvor oplevelsen af værket ikke hænger sammen med et forløb, men i stedet med en stemning. Værkets ramme, er så at sige, defineret af, hvor længe man opholder sig i rummet: Jeg vil gerne have, at man træder ind i en konstruktion, som bringer én i en anden stemning, der er afkoblet fra virkeligheden og virkelighedens tid.”

Værkernes fokus er på de hensatte stemninger, der opstår i kontrasterne mellem værkets tempo og verdens tid – en lyd på pause eller filtreringer af virkeligheden.

Hver installation skaber således sit eget individuelle refleksionsrum, hvor det at opholde sig i rummet, bliver en bestandig del af værket.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond