dato - 4. december til 28. december
Fernisering - 4. december 15:00 til 17:00
Vinni Bakkensen (f. 1972) er autodidakt kunstner, som siden 2003 (fuldtid fra 2015) har arbejdet med maleri og glas. Derudover former hun skulpturer af fedtsten og afholder workshops, for private, personalegrupper etc. hvor hun underviser i fedtsten.
Kunstneren har udstillet i og solgt til flere kunstforeninger og virksomheder i hele landet, samt til private samlere i bl.a. Danmark, USA, Australien og Tyskland.
Vinni Bakkensen er medlem af Kunstnetværk Sydvestjylland og "VINK" Varde Iværksætter Netværk for Kvinder, og er repræsenteret i bogen "Hodge Podge #1" Kunstrunden Sydvestjylland 2016 samt i "101 KUNSTNERE 2016" af Tom Jørgensen.
Desuden ejer hun Galleri V i Henne, hvor hun arbejder og udstiller til daglig.
Vinni Bakkensen fortolker naturen gennem sine værker. Uanset om det er hendes malerier, glasfade eller små stole i fedtsten, så er det fortolkninger af natur og stemning der er det primære tema.
Når Vinni Bakkensen former skulpturer af fedtsten, appellerer hun til sanserne via kombinationen af den rå sten mod den polerede flade. I disse værker indgår hun i en dialog med stenen og et samarbejde med naturen. Hun udtrykker det således: ”Jeg har stor fokus på at udvikle mit personlige udtryk, og værdsætter at arbejde i forskellige materialer, da de hver især, kan afspejle de mange nuancer i mine indtryk.”
Om valget af udstillingstitlen GENKENDELIGHED, siger hun: ”Valget er bevidst og dybt forankret i mine værker. I mine malerier, som jeg samlet kalder ”naturabstraktioner”, er mit mål at skabe følelsen af genkendelighed hos beskueren. Det kan være et sted eller en stemning, nogle gange kommer reaktionen med det samme eller også går der lidt tid. Og netop det, at der skal bruges tid til fordybelse før at mine malerier åbner sig, er helt i orden - ja en styrke - og derfor hjælper jeg ikke på vej med en specifik titel på hver maleri.”
I stole-skulpturserien "Tag plads på...", er det åbenlyst for enhver, at her er der tale om en genstand vi alle genkender, men stolene rummer også andet og mere end det: ”Jeg vil gerne udfordre beskueren i spørgsmålet, hvad er perfekt og hvad er ikke perfekt. Derfor er de alle forskellige og skæve, med hver deres personlighed. Jeg oplever tit, at stoleskulpturerne rører deres nye ejer på en uforklarlig måde - måske de genkender hinanden, det perfekte match set i det u-perfekte.”
I glasserien "Bobler" er der ligeledes plads til fri fortolkning: ”Her tilstræber jeg at gengive boblers dynamiske form og bevægelse. Har vi alle ikke prøvet at puste sæbebobler, og iagttage boblernes liv i vinden eller stået i en strandkant og set hvordan boblerne fra havet bliver skabt, for at forsvinde et øjeblik senere?” Siger Vinni Bakkensen.
Kunstneren glæder sig til dialogen med de besøgende, og vil gerne opfordre til at man kigger forbi Kunsthal vARTe i december måned, hvor der også vil være mulighed for at finde en hel unik jule- eller værtindegave i et prisleje, hvor alle kan være med.