'FRA MENNESKE TIL MENNESKE - den evige fortælling' af Paul M. Cederdorff

dato - 3. juli til 31. juli

Fernisering - 7. maj 15:00 til 17:00

Paul M. Cederdorff

Paul M. Cederdorff (f. 1938 på Fyn) bor og arbejder til dagligt i Mejdal ved Holstebro. I de tidlige ungdomsår kom han under stærk indflydelse af maleren Knud E. Skou og multikunstneren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen, der ofte var gæster i barndomshjemmet i Holstebro.
Paul M. Cederdorff blev allerede som tolvårig optaget på Poul Rythers maleskole i Holstebro. Da han også skulle have noget at leve af, blev han uddannet som malersvend hos Karl Pedersen & Søn i Holstebro 1952-57. Karl Pedersen var en mester, der var eksperimenterende i alle fagets aspekter og som selv var en dygtig tegner, maler og fotograf. Han gav Paul Cederdorff frihed til at lege og støttede ham i hans udvikling.
Derefter fulgte en periode, hvor Paul M. Cederdorff uddannede sig kunstnerisk: Harald Isensteins tegne- og maleskole samt Harald Isensteins skole for Modellering og Skulptur, Auskou Jensens Tegneskole i København, Odense Malerskole, Det Fynske Kunstakademi ved Albert Elmsted og Kaj Kylborg, og ikke mindst Kunstgewerberschule der stadt Zurich, Schweiz, 1960-63. De mange rejser gjorde det muligt for Paul M. Cederdorff at møde mange prominente kunstnere, såsom Henry Moore, Alberto Giacometti og Brancussi.
I Sverige og Norge, som Paul Cederdorff har besøgt talrige gange, studerede han helleristninger og inskriptioner i sten, et fænomen, der har betydet megen inspiration i Paul Cederdorffs kunstneriske univers. Det har præget hans værker med en dimension af levende interesse for historie og anderledes kulturer, en interesse, der bl.a. på et tidspunkt førte til et langt samarbejde med forfatter og kulturhistoriker Broby Johansen.
Paul M. Cederdorff vendte i 1964 tilbage til Holstebro og arbejdede som malersvend, mens han arrangerede udstillinger, bl.a. for kunstnergruppen "Ung Kunst". I 1965 - 66 var Paul Cederdorff på børneforsorgshjemmet "Kjettrupgård" ved Løkken, hvor han arbejdede som socialpædagog. I 1966 var han initiativtager til "Skolen for Experimentalkunst", som arbejdede efter et internationalt tilsnit. Desuden oprettede han Den Grafiske Skole, samt en male- og tegneskole. I 1968 blev han tilknyttet Jyske Dragon Regiment i Holstebro som kunstkonsulent og fik til opgave gennem undervisning og udstillingsvirksomhed at tilføre dragonerne noget kultur. Siden 1969 har Paul M. Cederdorff været ansat som lektor i billedkunst på Holstebro Gymnasium og HF, indtil han lod sig pensionere i 2005. Siden da har han arbejdet intensivt med sin kunst.

CV

I den kommende periode vil der være mulighed for at opleve en unik skulpturudstilling i Kunsthal vARTes baggård, når der vises nøje udvalgte skulpturer i forskellige størrelser, placeret side om side, støbt i bronze, formet i ler eller fiberbeton, skabt af multikunstneren Paul M. Cederdorff fra Mejdal ved Holstebro.

Paul M. Cederdorff  er kunstner fordi han der ikke kan lade være og hans lange CV afslører da også, at han er en kunstner som har prøvet lidt af hvert.
Han er både maler, billedhugger, grafiker og keramiker og har, selvom det er flere år siden han officielt gik på pension, stadig gang i flere udstillingsprojekter i ind- og udland.
Her i slutningen af maj lanceres hans hidtil største skulptur-projekt til Mindeparken ved Thyborøn i forbindelse med 100 året for Jyllandsslaget i 1916. Paul M. Cederdorff er kunstneren bag de ca. 9.00o mindesmærker/ figurer, der er skabt for at visualisere det store mennesketab der var ved dette søslag.

Udover de udendørs skulpturer i baggården vises også et antal mindre skulpturer i bronze i Kunsthal vARTes galleri. Udstillingen indeholder desuden nogle sort/hvide ”telefontegninger”, som han kalder dem, samt nogle farvebelagte grafiske tryk.

Udstillingen vil kunne ses sideløbende med de andre udstillinger og aktiviteter der er i Kunsthal vARTe.

Paul M. Cederdorff vil være til stede ved ferniseringen lørdag d. 7. maj kl. 15-17.