dato - 6. maj til 28. maj
Fernisering - 6. maj 15:00 til 17:00
Lene Helmer Nielsen (f. 1944) er tekstilkunstner og væver fra København. Hun er uddannet på Vibeke Klints vævestue 1962-65 og arbejdede der som ”svend” indtil 1969. Efter et studieophold på billedvævsskole i Oslo i 1967 var hun med til at udføre en stor gobelin på vævestuen tegnet af grafikeren Palle Nielsen til Fredericia Rådhus 1969.
Lene Helmer Nielsen har adskillige udstillinger fra ind- og udland på CV'et, heraf flere censurerede som Charlottenborgs Forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling. Hun har forestået flere udsmykningsopgaver, modtaget diverse legater og solgt til bl.a. Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet. Det er også blevet til en del studierejser i Europa, Indien og Japan gennem tiden. Fra 1980-82 var hun lærer på Det Jyske Kunstakademi. Kunstneren har haft sit eget værksted siden 1969 og er medlem af BKF.
Lene Helmer Nielsen er tekstilkunstner og væver, og hun elsker sit håndværk. Hun føler sig mest lykkelig, når hun har garn eller tråd mellem sine hænder. Tekstilkunstneren arbejder og udstiller i Kunsthal vARTes atelier i maj måned.
I efteråret 1962 startede Lene Helmer Nielsen sin væveuddannelse hos væver og tekstil designer Vibeke Klint, og var der de kommende syv år, hvor hun fungerede som ‘svend’ med ansvar for større opgaver de sidste fire år.
En væv er jo et stort og uhandigt stykke værktøj at være afhængig af, så er hun gået mere over til at bruge nål og tråd, når hun rejser eller prøver at formidle indtryk fra oplevelser hun har fået.
Inden for de sidste år er hun blevet mere optaget af broderi - broderi på papir, broderi på tyl på papir og broderi på flere lag tyl på papir. Broderierne udføres med farvet hørtråd på hvidt papir eller farvet tyl.
”Jeg er interesseret i at undersøge, hvordan den farvede tråd broderet på tyl i ét lag eller flere lag evt. i flere lag forskellig farvet tyl, opfører sig”, siger hun.
Den transparente tyl, navnlig som ét lag på hvidt papir, giver mulighed for den farvede tråd at ses, som den farve den har. Broderes den samme farve tråd på flere lag tyl “opsuges” den af den mere mættede baggrund, som flere lag tyl giver, og ændres derfor i udtrykket, til trods for at den stadig ses på den forholdsvis transparente baggrund.