- Udstillinger
- Arrangementer
- Galleri
- Lej vARTe
- Om vARTe
- Søg om ophold
- Udsmykningsprojekt
- Walk of vARTe
- Besøg os
dato - 4. juli til 29. juli
Fernisering - 7. juli 15:00 til 17:00
ÅK17 består af fem kunstnere med afgang fra Århus Kunstakademi 2017. Gruppen har været tilknyttet henholdsvis malersalen, keramisk afdeling og skulptur.
Anne Thinggaard er oprindelig uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Århus. Siden har hun taget flere forskellige uddannelser i psykoterapi fra Institut for Gestaltanalyse, bl.a. i individuel- og gruppeterapi, Lederskabets Psykologi samt Intensiv Dynamisk Korttidsterapi. Som arkitekt har hun bl.a. arbejdet som ulandsfrivillig i Kenya. I sommers færdiggjorde hun den 4-årige uddannelse fra Århus Kunstakademi, med afgang fra Annette Olesens malerafdeling. I ni år arbejdede hun på et aktivitetscenter som leder af billed-, skrive- og teaterværksteder.
Udover at lave billeder skriver hun også digte og har fået udgivet to noveller. Anne Thinggaard har udstillet i forskellige kunstforeninger i Aarhus og omegn.
www.thinggaardkunst.dk
Christine Urfe Bendt, der er bosat syd for Aarhus, gift og mor til 2, tog sin afgang fra Århus Kunstakademis keramiske linje i maj 2017. Hun er oprindelig læreruddannet med linjefag billedkunst og dansk, og har en PD i dramapædagogik. De seneste år har hun bl.a. udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling, Mississippi Afgang 17, Art Week Århus Kunstakademi, Kunstnernes Sommerudstilling og på Godsbanen Århus.
Hun er tilknyttet som underviser i kursusafdelingen på Århus Kunstakademi - keramisk afdeling, og har siden 2015 været ansat som underviser på Børne- og ungeakademiets værksted på Århus Kunstakademi. Hun er desuden tilknyttet som undervise på Egmonthøjskolen.
Christine Urfe Bendt er medlem af Danske Kunsthåndværkere og Designere, og har fået tildelt en værkstedsplads på Århus Kommunes kunstnerværksted Den Blå Hest 2017-2023.
www.cubendt.dk
Marianne von Tangen Buskov er uddannet fra Århus Kunstakademi med skulptur som hovedlinje, men med længere tilknytning til både grafisk og keramisk afdeling. Hun har mange års erfaring med undervisning i billedkunst og har ligeledes igennem en lang årrække været fagligt engageret som formand for Danmarks billedkunstlærere kreds 2. De seneste år har hun udstillet på bl.a. Kunstnernes Sommerudstilling og Kunstforeningen Limfjorden.
www.aaka.dk/da/uddannelsen/afgang-2017
Kate Kanstrup Nielsen fra Vejle er uddannet keramiker fra Århus Kunstakademi og har deltaget på flere kurser hos professionelle keramikere. Hun har deltaget på flere censurerede udstillinger bl.a. AKKC i Ålborg, Banegården i Aabenraa, Galleri Bankgaard i Nr. Snede, Kunstforeningen Limfjordens efterårsudstilling og Kunstnernes Sommerudstilling i Janusbygningen. Siden 2007 har hun udstillet på omkring 50 jyske og fynske arbejdspladser.
Kate Kanstrup Nielsen er medlem af kunstnergruppen Keramisk Forum og Danske Kunsthåndværkere og designere.
www.prana-kunst.dk
Karen Exner tog sin afgang fra Aarhus Kunstakademi i 2017. Efter at have dyrket maleriet sideløbende, tog hun akademiets 4-årige billedkunstneruddannelse på afdeling for maleri ved Annette Olesen. Karen Exner har en livslang karriere som arkitekt bag sig, senest som medindehaver af Exners Tegnestue. Som billedkunstner har Karen Exner bl.a. udstillet på Kunstnernes Påskeudstilling og Kunstnernes Sommerudstilling, og i dag har hun værksted i Pakhus 64 i Århus.
www.aaka.dk/da/uddannelsen/afgang-2017
I juli måned viser Kunsthal vARTe en sammensat udstilling af fem spændende kunstnere, der har det til fælles, at de tog deres afgang på Aarhus Kunstakademi i 2017.
Udstillingen rummer både tegning, maleri, keramik, skulptur og installation.
Anne Thinggaard, der deltager på udstillingen med tegninger på papir i blyant og tusch, er optaget af eksistens - menneskets evige stræben efter magt. Konstant udfordret af alt det, vi ikke kan kontrollere - vores iboende tendens til kærlig opmærksomhed, som i stadig højere grad trynes i moderne, højeffektive samfund.
Motiverne strækker sig fra ophængt vasketøj og hjemlige bunker til enorme bygningsværker - som naturen i større eller mindre grad er ved at generobre.
Christine Urfe Bendts overordnede kunstneriske idé tager udgangspunkt i leret som materiale og udtryksmedie. Hun arbejder skulpturelt, installatorisk og tvister brugskunst-begrebet. Drevet af nysgerrighed til lerets formåen og udnyttelsesgrad, og optaget af det som opstår og det som går galt. Hun lader ”fejl” stå, overflader brydes, revner gabe - som en insisterende påmindelse om, at der altid ligger noget bag.
Med udgangspunkt i en konkret keramiske teknik kaldet extrudering, har hun til denne udstilling valgt at udfordre og undersøge, hvordan hun kan bryde med det ellers så geometriske og stramme look som metoden lækker op til.
Karen Exners malerier udføres med olie, akryl og gouache på papir, plade eller lærred. De har et figurativt indhold med motiver inspireret af det daglige liv. Der tøves et øjeblik ved kendte elementer fra vores hverdag, der som oftest ikke skænkes vores bevidsthed. Her indover krydser komposition, form og farve. Værkerne hænger ofte sammen i tematiske serier.
Kate Kanstrup Nielsens lågkrukker er udført i rakukeramik. Det særlige ved dem er at de, med deres meget lille låg, signalerer, at de er beregnet til at indeholde noget, men at dette ”noget” er vanskeligt tilgængeligt. Hun har valgt at kalde sine lågkrukker for SKRIN. Inspirationen er hentet i menneskets urgamle behov for at opbevare og gemme ting, som har en rituel, magisk eller følelsesmæssig betydning.
Marianne von Tangen Buskov, der deltager med skulptur og installation på udstillingen, er optaget af gentagelsens cykliske element. En kredsen om forgængeligheden som en materiel tilstand, hvor de valgte materialer transformeres til nyskabelser, der kan stå som en dokumentation og samtidig vise tilbage i erindringen. Værkerne består af indsamlede planter, opgravet jord og ler, samt aske og støv.