MODELLERING – FRA MODEL TIL SKULPTUR: 2-DAGS WORKSHOP MED MISJA KRISTOFFER RASMUSSEN

dato - 19. oktober til 20. oktober

Misja Kristoffer Rasmussen

Erasmus Misja Kristoffer Rasmussen (f. 1971) er opvokset i Ølsted på Nordsjælland. Kunstneren bor og arbejder i både Danmark, Italien og Grækenland. Han startede sine kunstneriske studier på Kunsthøjskolen Thorstedlund og senere på Kunstakademiet Brera i Milano. Efterfulgt af et forløb på Kunstakademiet i Chicago i USA (under afdelingen for portrættegning). Han har desuden fungeret som gæstekunstner på Kunstakademiet i Athen. Allerede som studerende vandt han en international skulpturkonkurrence i Irland.
Hans værker kan ofte ses i det offentlige rum, og han er nok mest kendt for sine statuer af H.C. Andersen i Odense og i Aarhus, samt for sine Awards af Irmapigen og til Sydbanks musikpris. Kunstneren har udstillet adskillige steder i ind- og udland – især i Italien og Grækenland. Herhjemme har han flere gange været repræsenteret på skulpturudstillingerne i Ølgod.
Misja Rasmussen er medlem er Billedkunstnernes Forbund (BKF), Dansk Billedhuggersamfund (DBS) og Kunstnerforeningen af 18. november.

CV

Begge dage fra kl. 9.30 til 15 (inkl. 1 times pause)

 

På denne workshop er der mulighed for at lære at modellere frit og ekspressivt efter levende model. Deltagerne vil træne deres øjne i at gengive det sete i skulpturens form.
Der arbejdes efter klassiske principper og teknikker med form, retning, rum, proportioner samt naturligvis at sanse kroppens anatomiske træk og modellens balance og yndefuldhed.

Den første dag starter vi med mindre figurer, hvor vi arbejder med helhederne og kaste os ud i hurtige arbejdsmodeller på ca. 20-25 cm. Her beskæftiger vi os med det spontane og det kreative samt ekspressive i modelleringes udtryk.

På dag to vil vi lave en større figur på ca. 35-40 cm, hvor vi kan studere den samme stilling over længere tid og lære fra hinandens observeringer og kreativitet, samt gå mere i detaljerne med de sekundære former, så som ansigt, hænder og fødder…

Der vil være mulighed for at få skulpturerne brændt til terrakotta og dertil også vejledning samt mulighed for at få dem støbt i bronze efterfølgende.

At modellere efter model vil også styrke dine evner som tegner og maler.

 


 

DELTAGERE: Kurset henvender sig til alle fra 15 år - begyndere og øvede. Deltagere under 18 år skal ledsages af en voksen. Max. 10 deltagere.

FROKOST: Let italiensk frokost.

FORFRISKNINGER: Kaffe, te og saftevand.

PRIS: 1.800 kr. Prisen er for hele weekenden og er inklusiv undervisning, ler, model, frokost samt forfriskninger. Medbring evt. selv ekstra modelleringsværktøj og en mindre kniv.

TILMELDING: send en mail til misja.k.r@gmail.com

STED: Workshoppen finder sted i Kunsthal vARTes atelier, Smedegade 35D, 6800 Varde.