Indvielse af tre nye skulpturer i Varde

dato - 29. juni 16:00 til 17:00

Fredag d. 29 juni kl. 16 løftes sløret for de tre nye skulpturer, der placeres tre forskellige steder i Varde by. Skulpturerne er doneret af Poul Erik Bech Fonden.
Vi starter foran Kunsthal vARTe, hvor der vil blive serveret forfriskninger og snacks, og hvor formand for Varde Byråds Kunstudvalg Mads Sørensen og leder af Kunsthal vARTe Mette Kristensen byder velkommen. Derefter vil vi gå rundt og se på skulpturerne. Skulpturerne ligger i gåafstand fra kunsthallen.
Alle er velkomne!

De tre nye skulpturer er:

- ”IKAROS”, der er opført i hvid marmor af kunstneren Jesper Neergaard, der også vil være til stede ved indvielsen. Skulpturen skal stå på hjørnet af Nørregade og Fogtmanns Plads.

- Bertil Herlow Svenssons skulptur ”SEKTORS MEKANIK”, der med sine flotte buede former i aluminium, kan beskues fra alle vinkler i rundkørslen ved Føtex.

- Skulpturen uden titel af Peter Bonnén, får en placering foran Arnbjerg Hotel ved det grønne areal på Lundvej.

Mads Sørensen, formand for Udvalget for Kultur og Fritidsudvalget og Kunstudvalget i Varde Kommune:
”De tre nye skulpturer giver Varde et kunstnerisk løft, som møder turisterne på deres ferie og borgerne i
det daglige liv i byen.”
”Vi er rigtig glade for samarbejdet med Poul Erik Bech Fonden, og vi har flere skulpturer i støbeskeen.”

Mette Kristensen, leder af Kunsthal vARTe:
“Jeg glæder mig over at vi nu får tre nye skulpturer i byens centrum. Varde er ved at udvikle sig til en
spændende kunst- og skulpturby til glæde og gavn for både borgere og turister. Vi håber der vil blive taget
godt imod de nye skulpturer.”

KUNSTNERNE
Jesper Neergaard (født 1939) er billedhugger og forfatter. Han er uddannet i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, og har siden 1974 arbejdet som billedhugger med monumentalopgaver i ind- og udland.
Jesper Neergaard er også ophavsmand til flere skønlitterære værker og artikler omkring kunst, og anses for at være en af Danmarks mest internationalt aktive billedkunstnere.

Bertil Herlow Svensson (1929-2012) er svensk kunstner og skulptør. Efter at have været beskæftiget som sømand og sløjdlærer hengav han sig fuldt ud til kunsten i midten af 1960’erne. 
Bertil Herlow Svensson er repræsenteret på flere gallerier, museer og kunsthaller i ind- og udland.

Peter Bonnén (født 1945) er dansk skulptør med værker, der tager afsæt i det minimalistiske, hvor værket har en enkelt form og er historieløst, men som skal føles og opleves med kroppen og sanserne.
Peter Bonnén har modtaget flere hædersbevisninger, og hans værker er bredt repræsenteret i museumssamlingerne, og har fået opkaldt en vej efter sig i udkanten af Ikast.